Spotlight on Wealth Trends

Udgivelse

Savills Spotlight på formuetrends

Den store formueoverførsel ændrer den geografiske fordeling af velstand og skaber nye muligheder for steder, der kombinerer et stærkt erhvervsliv, formuebevarelse og høj livskvalitet.


Victoria Garrett og Kelcie Sellers ser nærmere på rapporten Spotlight på formuetrends: At navigere i den store formueoverførsel

Globalt overblik - kapital i bevægelse

De globale formuer vokser hastigt. Den samlede personlige formue steg med 10,8 % i 2025, hvilket skabte næsten en million nye dollarmillionærer. Ifølge Altrata Wealth Report 2025 findes der globalt 510.810 ultra-high net worth individuals (UHNWI'er), defineret som personer med en nettoformue på mindst 30 mio. USD. Tilsammen råder de over formuer på omkring 60 billioner USD, hvilket overstiger det samlede BNP for USA og Kina.

Denne formueskabelse er i stigende grad international. Omkring 80 % af alle self-made UHNWI'er bor i dag uden for det land, hvor de har skabt deres formue, mens næsten 20 % af både HNWI'er og UHNWI'er bor uden for deres fødeland.

Sideløbende er en betydelig kapitaloverførsel i gang. Ifølge Capgemini forventes omkring 84 billioner USD at blive overført mellem generationer i løbet af de næste to årtier. Heraf forventes 72 billioner USD at blive overdraget direkte til arvinger, mens yderligere 12 billioner USD forventes at gå til filantropiske formål.

Den såkaldte Great Wealth Transfer er bemærkelsesværdig både på grund af sin størrelse og fordi formuerne overgår til en generation, der er markant mere global, mobil og digitalt forbundet end tidligere.

DEFINITION AF NÆSTE GENERATIONS FORMUE: Henviser til personer under 40 år, som har arvet betydelige formuer, forventes at drage fordel af den store formueoverførsel eller har opbygget formuer gennem iværksættersucces.

I mange tilfælde er denne overførsel allerede begyndt, idet familier overdrager formuer i levende live for at understøtte generationsskifter, optimere skattemæssige forhold og sikre en langsigtet forvaltning af formuen. For ejendomsmarkederne er det ikke alene afgørende, hvor store formuer der overføres, men også hvor kapitalen placeres. Når formuer overgår mellem generationer, vil de ofte også bevæge sig på tværs af landegrænser, hvilket påvirker efterspørgslen efter boliger og skaber muligheder for de lokationer, der matcher prioriteterne hos internationalt mobile HNWI’er.

Den store formueoverførsel er omdrejningspunktet for anden udgave af Savills Spotlight on Wealth Trends og de forandringer, den medfører inden for investering og formueforvaltning.

Ifølge CFA Institute ønsker ni ud af ti investorer fra Millennial- og Generation Z-generationerne, at deres porteføljer afspejler deres personlige værdier. Samtidig vokser interessen for private markeder, digitale aktiver og tematiske investeringsstrategier.

Fast ejendom spiller fortsat en central rolle i denne udvikling. Ejendomme fungerer fortsat som værdilager, et redskab til generationsskifte og et middel til at bevare kapital på tværs af generationer.

Efterhånden som den store formueoverførsel udfolder sig, bliver valg af lokation en stadig vigtigere del af den langsigtede formueplanlægning. Erhvervsmuligheder og formuebevarelse er fortsat centrale faktorer, men livskvalitet, familiemæssige prioriteter, sundhed, sikkerhed og langsigtet robusthed spiller en stadig større rolle for, hvor kapital placeres. Samtidig er nye formuer skabt inden for teknologi og kunstig intelligens (AI) med til at omforme verdens formuecentre. Som følge heraf fordeler mange velhavende familier i dag bopæl, uddannelse og formuestrukturer på tværs af flere markeder.

SAVILLS NÆSTE GENERATIONS FORMUECENTRE-INDEKS

For at identificere de lokationer, der er bedst positioneret til at tiltrække den næste generation af global formue, har Savills analyseret mere end 100 formuecentre på tværs af fire centrale søjler. Resultaterne fremhæver både etablerede globale kraftcentre og fremspirende livsstilslokationer. Tilsammen viser disse søjler, hvor formue skabes, forvaltes og bosættes.

  1. Forretningsmiljø, styring og tilgængelighed - Styrken i økonomien, kvaliteten af de institutionelle rammevilkår og den globale tilgængelighed.
  2. Formueklyngedannelse og lokale forhold -  Omfanget af lokal formue, boligmarkederne og adgangen til førende uddannelsesinstitutioner.
  3. Formueforvaltning og beskatning - Niveauet af formueplanlægning, finansielle tjenester og skatterammevilkår.
  4. Livsstil - Livskvaliteten, oplevelserne og faciliteterne, der tiltrækker globalt mobil formue.

Indekset viser, at de højest placerede markeder findes over hele verden, hvor både etablerede lokationer, livsstilsdrevne formuecentre og traditionelle markeder for sekundære boliger er repræsenteret i top 30. Fælles for de førende markeder er deres evne til at balancere de fire søjler: forretningsmiljø og styring, beskatning, formueklynger samt livsstil. 

Nord- og Sydamerika dominerer indekset, understøttet af stærke økosystemer for formueskabelse og en høj koncentration af HNWI’er. New York, Miami, San Francisco og Los Angeles placerer sig alle blandt de femhøjest rangerede lokationer globalt, hvilket afspejler regionens fortsatte styrke som lokation for formuer.

Markeder i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) udgør mere end halvdelen af den globale top 30, hvilket understreger regionens evne til at kombinere formuebevarelse, tilgængelighed og livsstil. Regionens bredde, der spænder fra globale finanscentre til kystdestinationer og alpine markeder, er fortsat blandt dens største styrker

De stærkest placerede markeder i Asien og Stillehavsområdet kombinerer formueskabelse, tilgængelighed og attraktive rammevilkår for formueforvaltning. Singapore og Hongkong indtager førerpositionerne i den del, mens nye lokationer udvider mulighederne for international mobil kapital.

Image treatment

Nye kilder til formue

På globalt plan skabes nye formuer i hastigt tempo gennem iværksætteri, teknologi og AIdrevne virksomheder. Det giver anledning til en ny generation af formuende individer, som ofte har andre prioriteter og investeringsadfærd end tidligere generationer. I 2025 rapporterede Forbes om et rekordhøjt antal selvskabte milliardærer på 39 år eller derunder, hvor mange havde opbygget deres formuer gennem AI-relaterede virksomheder. Det understreger en ny tendens inden for formueskabelse, som adskiller sig fra formuer opbygget gennem arv eller mere traditionelle karriereforløb. I takt med at formuer skabes hurtigere og af en bredere gruppe af individer, skal formueforvaltningen kunne følge med. Porteføljer rækker i stigende grad ud over aktier og fast ejendom og omfatter nu også private markeder, digitale aktiver og alternative værdilagre. Luksussamleobjekter, der tidligere primært blev betragtet som livsstilsrelaterede køb, vurderes i stigende grad ud fra et investeringsperspektiv, efterhånden som porteføljer udvides til at omfatte nye aktivtyper som eksempelvis eksklusive håndtasker. For rådgivere består udfordringen fortsat i at beskytte og bevare formuer på tværs af generationer, samtidig med at de forstår, hvordan nye formuer skabes, forvaltes og investeres i et globalt og konstant foranderligt investeringslandskab.

Udsigter - udfordringer og muligheder

De lokationer, der er bedst positioneret til fremtidig succes, vil være dem, der formår at balancere formueskabelse, formuebevarelse, international tilgængelighed og livskvalitet.

Den store formueoverførsel mellem generationer ændrer både, hvem der besidder formuen, og hvor kapitalen i sidste ende investeres. De højest placerede lokationer i Savills Next Generation Wealth Hubs Index kombinerer stærke erhvervsmuligheder, international tilgængelighed, formuebevarelse og høj livskvalitet.

Den fortsatte styrke blandt etablerede globale centre som New York, London og Singapore går hånd i hånd med fremgangen hos markante livsstilslokationer som Miami, Monaco samt udvalgte alpine og kystnære markeder. På trods af deres forskelligheder har de bedst præsterende lokationer det til fælles, at de tilbyder stærk infrastruktur, stabilitet, god tilgængelighed fra omverdenen og et attraktivt boligtilbud.

Politiske og skattemæssige forhold vil fortsat påvirke valget af lokation. Ændringer i skatteregler, opholdsordninger og regulering bliver stadig mere komplekse, mens begrænset udbud på mange primemarkeder fortsat understøtter de langsigtede kapitalværdier. Samtidig tiltrækker dynamiske økonomier som Indien, Vietnam, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater øget opmærksomhed gennem stærk formueskabelse, investeringer i infrastruktur og forbedrede livsstilsforhold.

For boligmarkederne kan ændrede præferencer vise sig at blive lige så betydningsfulde som ændringer i formuefordelingen. Livsstil, wellness, fleksibilitet, privatliv, uddannelse og global tilgængelighed bliver stadig vigtigere drivkræfter for efterspørgslen efter boliger og valg af bopæl. Denne udvikling understøtter efterspørgslen efter branded residences, wellness-orienterede projekter og indflytningsklare boliger, der gør det muligt for globalt mobile købere ubesværet at bevæge sig mellem boliger og jurisdiktioner. Ud over at bidrage til formuebevarelse giver eksklusive boligejendomme fleksibilitet, understøtter generationsskifte og skaber adgang til globale netværk, uddannelsesmuligheder og erhvervsmiljøer.

I takt med at formuer flytter sig på tværs af landegrænser og generationer, forventes kapitalen at blive mere selektiv. Sjældne, indflytningsklare og højt servicerede aktiver på markeder, der kombinerer retlig stabilitet, høj livskvalitet, privatliv og langsigtet likviditet, forventes at være de mest modstandsdygtige. 
Samtidig bliver porteføljer stadig mere diversificerede, og fast ejendom vurderes i stigende grad på linje med private markeder, teknologi, hospitality og driftsvirksomheder. Dette reducerer ikke ejendommenes betydning, men ændrer måden, de vurderes på. Boligejendomme skal i dag tilbyde mere end blot kapitalbevarelse. De skal understøtte den måde, formuende personer og deres familier ønsker at bo, arbejde, rejse, skabe relationer og planlægge fremtiden på.